Rusland er død (i København) – RUSLAND leve!

RUSLAND lever ihvertfald videre i nedenstående mail fra min mor:

Frontallappernes øvning … inciterende og mærkværdigt, som bevægelserne fra danseren; talens bastanthed og lydens indtrængen tvang en til at mærke en rejselyst  ud over stepperne drikke en masse vodka og spise ubestemmelige  gennemkogte dele  i grimme stuer i grå bygninger.  Retter med sammenkogte dele fra døde dyrs kroppe ( ingen grønsager) sammen med lyshårede kvinder i syntetisk stof….. eller også at møde en  mand der kunne blive til en bjørn man kunne have i en lomme ???? måske er det mere end frontallapperne og sansning…

Slægten

Et ufuldstændigt familieportræt foran Moder Ruslands mave.

Høje konstruktioner med eller uden indviklinger udenpå

Øve konstruktionen - for at få en idé om hvad der sker hvis ens perspektiv hæves med 4 meter

Og de kostumemæssige indviklinger puttes udenpå den endelige jernkonstruktion

Uge 41

Alle medierne mødes i salen og diskussionen går på hvornår de kæmper mod hinanden, hvornår de støtter hinanden, hvornår det ene forsvinder og det andet tager over.

Sagt med andre ord:

hvornår støtter lys bevægelse og hvornår støtter lyd tekst

hvornår starter bevægelsen lyden og hvornår slutter lyset teksten

Pauserne accentuerer kompositionen af de forskellige stemmer – der kan råbe hinanden i munden, eller lægge sig som hviskende undergrund i forhold til de andre.

3A fra NYAVENY_ til Nordhavn

Det er først i 3A på vej hjem, fra NYAVENY_ at jeg måske forstår hvad minutiøs arbejde med og begrænsning af stemme og krop egentlig betyder.

I bussen sidder to mænd på sædet ved siden af mig, de snakker et sprog jeg ikke forstår – på et tidspunkt tegner den ene af mændene en firkant i luften foran sig. Den anden mand er stille, han betragter firkanten blive tegnet. Jeg tror det er et hus – jeg tror de snakker om at bygge et hus. Ellers snakker de om at komme hjem. Eller om geometri.

Men jeg ved det jo ikke.

Min opmærksomhed fanges igen af avisartiklen foran mig. Spaniens åbne indvandrerpolitik de sidste 10-15 år, først et fald i arbejdsløsheden og boom på nationalproduktet, nu høj arbejdsløshed igen og krise på ny.

Da jeg stiger af bussen lukker jeg min grønne jakke til. Men selvom det blæser er det ikke så koldt. Det er først da bussen kører væk fra mig, at jeg indser, at jeg har glemt ledningen til mikrofonen. Den mikrofon Sofie skal tale ind i i morgen. Jeg begynder instinktivt at løbe efter bussen, jeg løber hurtigere og hurtigere.  Tanker om HT-glemmeservice i forladte provinsområder glider gennem min hjerne – jeg bliver ved med at løbe.

Ved Nordhavn station, et stop efter hvor jeg stod af, ser jeg bussen igen. Den holder og venter på mig – min puls er kommet i omdrejninger, min krop er varm – det er godt at løbe i efterårsblæsten.

Ind i bussen – ledningen ligger på det bagerste sæde hvor jeg sad for et par minutter siden. Jeg snupper den og bevæger mig endnu en gang hjemad med mit bytte.

Krop og stemme er forenet igen.

RUSLAND episode 3′

23. september kl. 13-17

Åben prøve: live forskning med speakperformer Sofie Volquartz Lebech, danser Georgia Vardarou, instruktør Cecilie Ullerup Schmidt og lydkunstner Jacob Kirkegaard.

En undersøgelse af relationen mellem de lyde Kirkegaard har bragt med sig fra Rusland, og den europæiske krop og stemme, som Lebech og Vardarou tilsammen udgør.

De studerende på institut for kunst- og kulturvidenskab og andre interesserede er inviteret til at komme og overvære dette møde, når balletsalens døre i fire timer står åbne ind til RUSLAND.

Sted: KUA, bygning 21, 3. sal, balletsalen

Dagestan, 1907

 

http://www.information.dk/fotobloggen/202873

En matryoshka dukke fuld af guld og støv

For enden af Nyhavn stod der under Metropolis festivalen et skrigende rødt og assymetrisk cirkustelt. Bagved stormede Øresunds bølger og færgene tudede sivende – baggrunden til et perfekt surrealistisk billede, hvor modsætninger sættes sammen i skærende kontrast.

Inde i cirkusteltet etableredes også et sådant surrealistisk billede i en filmisk teater performance og portrættering af Ruslands hovedstad Moskva, lavet af den belgiske kunstnergruppe BERLIN, der har specialiseret sig i psykologiske her-og-nu billeder af verdens hovedstæder Inden den russiske metropol har gruppen været omkring bl.a. verdensreligionernes hovedstad Jerusalem og Bonanza, Colorado med kun syv indbyggere.

Publikum står i manegen og seks mobile skærme er placeret rundt om, og mimer derved en traditionel publikumsopbygning i et cirkus. Filmen Moscow foregår på skærmene,  der, via et hejse- sænkesystem, kan flyttes – til tider er de truende tæt på publikum og andre gange distancerede og afventende langt fra. Moscow består af interviews og stemningsfulde panoramiske billeder af hovedstaden.

Et fem-mands orkester befinder sig på en scene i cirkusrummet: tre violinister, en cellist og en pianist spiller hoppende og legende stykker klassisk musik. Musikken kan være sentimental og understreger derved det dystre portræt, der tegnes af en by, hvor det handler om penge, luksus og overflade, og hvor et stærkt politi dominerer voldeligt. Musikken forstærker også fokuset på det kabaretske, ja, surrealistiske og stikkende-i-alle-retninger portræt, der også tegnes af byen, hvor nogle af de interviewede moskovitter med deres forunderlige og underspillede ironi beskriver en by som de elsker at hade – og, ja, hader at de elsker.

Disse mennesker er blandt andre en cirkusdirektør, der har fået brækket benet af det russiske politi, en kunstner med maske, som han tager af og på i løbet af interviewet, et par, der definerer sig selv som en del af middelklassen, en videnskabskvinde, der er rengøringsdame om natten og en mand, der bevæger sig rundt i Moskvas kloakker, hvor han fortæller om disses sammenhæng og hvor de moskovittiske bygningsklenodier befinder sig ovenover. Unge fra pro-Putin organisationen Ruslands Ungdom, sættes overfor den Putin-kritiske formand for den russiske homoseksuelle organisation – oppositoner der er med til at ”tænke byen” i al dens diversitet.

Moscow er understøttet af en fænomenal vellykket redigering og lydarbejde af interviewene. Moskva borgerne, der optræder på de forskellige skærme, snakker til tider sammen på tværs af skærmenes kant – diskuterer og reviderer tidligere udsagn – men sættes også i skærende kontrast overfor hinanden i hvert deres politiske ringhjørne. Derved vises der et portræt af en by (og et land) hvor forskellige opfattelser af virkeligheden kæmper i en indre politisk sandhedskamp. Publikum tilbydes ikke en let fordøjelig og forenklet sandhed om byen, men et kontrasterende konglomorat, hvor sandheden måske findes i de forskellige sandheders sammenstød. Eller måske findes sandheden om byen i den mediative selvbevidsthed som Moscow undersøger i sit leg med skærmenes truende position, i musikkens stemningsskabende overdrevethed og i det faktum at man, som publikum, vender sig sammen med de andre får i manegen hver gang en skærm tændes bagved ryggen af een.

Sandheds- og repræsentationsmodeller udfordres og udforskes i Moscow, og det i en sådan grad at det kommer til at virke ekstra forbløffende at et udsagn forbliver ikke-endevendt: gruppen BERLINs egen overbevisning om at Rusland er en politistat hvor alle, der vover at udtrykke sig imod Putin undertrykkes på hårdeste vis. Ikke at der nødvendigvis skulle være noget urigtigt i dette billede af Rusland, men det er den eneste ytring der, i løbet af Moscow, får lov at fremstå rent og sandt, uden at blive endevendt eller drejet.

En af de interviewede personer bruger som metafor for Moskva at den er en hul matryoshkadukke, og, hvis den åbnes, flyver guldglimmer og støv ud – spørgsmålet er om det ville have været for ufarligt eller upolitisk kun at lade byen fremstå sådan?

Lyden af by i Rusland

Det viser sig, at har man én gang sagt Rusland, kommer alle med links, henvisninger, anekdoter og tunge bøger, der handler om netop dette lille imperium. Min far gjorde mig forleden opmærksom på, at P1 har lavet en reportagerække, der bærer samme titel som lydkonceptet for Jacob Kirkegaards optagelser til Rusland, nemlig jagten på lyden af “en by i Rusland.” Hvor P1 søger konkrete møder med mennesker og ‘afmytologiserer’ det uspecifikt fremmede sted, har Jacob bearbejdet reallyde, der fastholder mig i tvivlen om, hvad en by i Rusland virkelig ér.

Jacob jagtede i maj 2009 lyden en by i Rusland.

Jacob, Sofie og jeg funderede længe over, hvilken by i Rusland, der er ”en by i Rusland”. Vi søgte efter et ubeskrevet blad og samtidig en by, der rummer diversiteten af Jordens største land; en by i Rusland, der ikke blot repræsenterer et stereotypt billede af Rusland: en by i Sibirien repræsenterer GULAG, en by i nærheden af Khasaksthan repræsenterer kun det tatarske Rusland, Sankt Petersborg repræsenterer det europæiske, metropole og intellektuelle Rusland. Men hvordan finder man et uhørt sted, en ukendt by, et ubeskrevet blad?

I vores research stødte vi på det problem, at det idag er sværere at være naiv og som barnet dreje globussen og sætte fingeren på en tilfældig plet. De fleste byer i Rusland er idag forbundet med togruter og veje, dokumenteret på Google-maps og fotograferet til Google-earth.

Jacob fandt et sted på kortet, tog afsted i maj, og kom hjem til Berlin, hvor han spillede lyde for mig af det, han påstår, er en by i Rusland. Jeg kan se, hvordan vandet står stille på en flod, lungten af metal rammer min næse, en flok letklædte piger løber igennem et tivoli og her i katedralen er der blå mosaikker  - men nogle gange lyder det dog, som om han er i en by i Danmark, eller var det Tyskland?!  Lytteoplevelsen er en etnografisk erfaring af at være fremmed i det velkendte og hjemme i det fremmede. Og her aktiveres min forestillingskraft alene af titlen som ramme: [se titel]

Kandinsky på Pompidou

Cecilie og Georgia tog en smuttur forbi den franske hovedstad på deres vej mod de performative eksperimenter i PAF ’s sale.

Vi tog på inspirationstur på den kæmpe Kandinsky udstilling på Pompidou.

Udstillingen fungerer godt som en kæmpe oversigt over Kandinskys værk, hans indblanden i den politiske samtid (i Rusland efter revolutionen, inden han så hvor galt det gik, og derefter det efterfølgende ophold på Bauhaus skolen i Dessau), hans arbejde med farver, former og forsøgsvise katalogisering af sin egen improviserende inspiration.

Derefter nåede vi lige et smuttur ned på Elles@pompidou – hvor museets normale permanente samling er blevet omkurateret, så den nu kun består af kvindelige kunstneres værker.

Cecilie finder (måske??!) inspiration til nogle mekaniske gymnastik (filet) bevægelser?

Efter udstillingen stod den på spurtløb gennem undergrunden så toget nordpå til det gamle kloster, og det nu eksperimenterende rum, kunne nås.

(Og de nåede toget!)